Regler for anvendelse
Godkendelse
Holdninger og synspunkter vedr. arrangementer på Amfiscenen fra områdes caféer, restauranter, butikker og institutioner ligger til grund for den endelige godkendelse af arrangementet. Arrangementer der gennemføres samtidig med indendørs arrangementer på Magasinet kan ikke forventes godkendt.
Ved entré arrangementer, hvor Amfipladsen ønskes lukket af med hegn, SKAL dette i god tid aftales og godkendes af Amfipladsens cafeer, restauranter, butikker og institutioner! Dette er arrangørs ansvar! De cafeer, restauranter, butikker og institutioner det i praksis handler om er
- Café biografen, Brandts Passage 39 -41, 5000 Odense C tlf.: 66 13 16 16,
info@cafebio.dk
- Brandts Shop, Brandts Torv 1, 5000 Odense C, tlf.: 65 20 70 05,
shop@brandts.dk
- La Piazza, Brandts Passage 33-35, 5000 Odense C, tlf.: 66 14 60 70,
la.piazza@mail.dk
- Musikbiblioteket, Amfipladsen 6, tlf.: 65 51 44 44,
musik-bib@odense.dk
Kulturmaskinen kan foretage en prioritering mellem ansøgte arrangementer. Antallet af arrangementer med et højt lydniveau begrænses mest muligt. Som hovedregel gives kun tilladelse til et arrangement pr. dag. Dette kan dog fraviges afhængig af arrangementernes type og genre. Såfremt en arrangør ønsker at foretage booking af flere arrangementer — evt. på faste tidspunkter — kan Kulturmaskinen foretage en begrænsning af antallet af hensyn til variationen på stedet.
Kriterier der ligger til grund for evt. godkendelse
- Arrangementets type og genre
- Tidspunktet for arrangementet
- Arrangementets varighed
- Lydstyrke
- Antallet af arrangementer på stedet
Tilladelse
Der skal der søges om tilladelse til at spille musik på Amfiscenen ved Odense Politi, Tilladelseskontoret, Hans Mules Gade 1-3, 5100 Odense C. Mail: fyn-lp-tilladelser@politi.dk
Ansøgningsskema (pdf-fil)
Vurdering af arrangementets støjbelastning foretages af Odense Kommune, Natur, Miljø og Trafik, Industrimiljø, Nørregade 36-38, 5000 Odense C, att: Lone Bjerre,
LBJER@odense.dk.
Det er lejers ansvar, at lydprøven bliver så kort som overhovedet muligt og at lydniveauet under arrangementet begrænses til det anviste maks. dB støjniveau fra Odense Kommune, Natur, Miljø og Trafik, Industrimiljø! Det er vigtigt, at arrangør er meget opmærksom på, at begrænse lydniveauet ellers vil det kunne medføre udelukkelse ved fremtidige arrangementer i arealerne ved Brandts Klædefabrik. Der må ikke afspilles musik fra scenen udover den nødvendige lydprøve på maks. 1 time med instrumenter. Opstilling af udstyr skal principielt foretages samme dag op til selve arrangementet. Nedtagning af udstyr igangsættes umiddelbart efter arrangements afslutning og skal være endeligt afsluttet senest den følgende dag kl. 10.00.
Arrangementets start-tidspunkt og varighed
Generelt må elektrisk forstærket musik på Amfiscenen først starte kl. 18.00 på hverdage og kl. 15.00 på lørdage. Generelt må musikarrangementer, der medfører en væsentlig støjbelastning, højst vare 6 timer pr. dag ekskl. pauser. Musik og anden elektrisk forstærket lyd skal slutte senest kl. 23. Det er dog politiet der fastsætter det endelige sluttidspunkt for arrangementet.
Pris
Det er gratis at bruge Amfiscenen. Dog kan der opkræves betaling for rengøring. Benyttes Magasinets lokaler, udstyr og personaler afregnes dette efter Magasinets aktuelle takster.
Adgang med udstyr
Af og pålæsning af udstyr kan ske ved Kongestien ved Posthuset via Grønnegade. Vær opmærksom på maks. højde 3.90 meter, under glas gangbroen! I efteråret 2008 vil det også være muligt at load-in/out via Pantheonsgade. Ved parkering skal der udvises stor hensyn til Posthusets vareindlevering og til området i øvrigt. Ved større koncert produktioner skal logistik samt load-in/out koordineres med Magasinets personale. Straks efter endt af og pålæsning skal biler flyttes!
Redningsvej
Passage bag Amfiscenen til Brandts Boghandel og restauranterne la Piazza og Alibi skal holdes fri for udstyr, da det er flugtveje og de skal være passable i hele deres bredde! Vejadgangen fra Pantheonsgade benyttes som redningsvej. Under arrangementet skal der holdes en zone på 4 meter fri langs den nordvendte facade ved musikbiblioteket. Når Amfipladsen er lukket af med hegn, skal flugtveje godkendes af Odense Brandvæsen! Beredskabsafdelingen ved Odense Brandvæsen, Åsumvej 35, 5240 Odense NØ. Mail:
odbra.bmf@odense.dk, tlf. 66 13 13 72. Ved indhegning af Amfipladsen skal adgangsveje sikres, så der er fri passage for transport af udstyr, beredskabsvogne og politiet. Til og frakørselsveje aftales med politiet og Odense Brandvæsen.
Rengøring
Amfiscenen og Amfipladsen afleveres i rengøringstand. Arrangør står for al rengøring efter arrangementet! Vurderes det efterfølgende, at oprydning og rengøring af området ikke har været tilfredsstillende vil arrangør blive opkrævet betaling for dette. Minimum kr. 500.
Erstatning
Arealet, beplantning og klinkebelægning på Amfipladsen må ikke lide overlast. Arrangør vil blive opkrævet erstatning for skader på dette som følge af hærværk, graffiti/tags, klistermærker eller lignende.
Strøm
2 x 63 A, 1 x 16 A og 2 x 220 V plus et 220 V udtag til arbejdslys. Er der behov for ekstra strøm kan dette mod betaling etableres fra Magasinet. Nøgle til elskab udleveres depositum af Kulturmaskinen.
Backstage
Ved brug af Magasinet til produktionskontor/backstage/omklædning eller lignende, betales den aktuelle grundlejepris for Magasinet.
Toiletter
Arrangøren skal sørge for, at der opstilles det fornødne antal toiletter i forhold til det forventede tilskuerantal.
Udbygning af Amfiscenen
Amfiscenen kan udbygges med Teaflex 1 x 2 m scenepodier til følgende mål: Højde ca. 1,10 m over klinke-terræn, brede 10 m, dybde 6 m. Ønskes Amfiscenen udbygget, aftales dette med Teaterhuset, www.teaterhuset.dk. Der indbetales et depositum på kr. 4000,- der indestår så længe podierne er i arrangørens besiddelse. Betaling for eventuelle skader eller forsinket aflevering afregnes via reduktion i tilbagebetalt depositum. Arrangøren afholder selv udgifter ved transport af scenepodier til og fra Teaterhuset, opstilling og nedtagning. Arrangøren kan ikke uden særlig tilladelse foretage anden ud- eller ombygning af scenen.
Afvikling
Arrangør skal selv sørge for alt personale til opstilling og afvikling af arrangementet, herunder opstilling af scene, lyd og lys, billetsalg/billetkontrol, garderobe, opsyn med publikum samt rengøring og oprydning efter arrangementet.
KODA
For arrangementer med levende musik eller diskotek skal der ifølge lovgivningen betales afgift til KODA (KOmponistrettigheder i DAnmark). Læs mere på www.koda.dk. Arrangør afregner alle afgifter til KODA.
’Flyvning’ af udstyr
Ved ’flyvning’ af lyd- og lysudstyr i rumgitter/tag, skal angivende maks. belastninger i skrivelsen ’Amfiscenen rumgitter maks. belastning’ følges! Der henvises ydermere til Arbejdstilsynets vejledning B.3.1.1. www.at.dk/sw10713.asp, om brug af transportable stiger i forbindelse med opsætning af lyd og lysudstyr samt andet stige arbejde.
Overdækning
Betjening og brug af rulletag/overdækning sker på arrangørs ansvar. Rulletaget over Amfiscenen må kun betjenes efter grundig instruktion af Kulturmaskinens personale. Taget skal køres/rulles tilbage efter brug! Taget må ikke benyttes ved kraftig regn og tordenvejr eller haglbyger! Nøgle til rulletaget udleveres mod depositum af Kulturmaskinen. Arrangør kan ikke forvente at overdækningen kan sikre Amfiscenen fuldt ud mod regn og fugt. Magasinet påtager sig derfor intet ansvar for eventuelle skader på udstyr, aktører eller aflysninger forårsaget af dårligt vejr.
PR, pressedækning samt evt. aflysning
Arrangør står selv for al PR vedr. arrangementet og har ved evt. aflysninger pligt til at meddele dette til div. medier samt til Amfipladsens caféer, restauranter, butikker og institutioner! Ved annoncering skal det tydeligt fremgå, at arrangementet foregår på Amfiscenen — Brandts Klædefabrik samt hvem der er arrangør, dato, tid, evt. billet pris, billetsalgs sted, tlf., mail og hjemmeside adresse. Pressemateriale sendes venligst pr. mail til
magasinet@odense.dk.
Regler for plakat opsætning i byen skal følges!
Odense Kommune ønsker, at byen og specielt bymidten skal fremstå som en pæn og ordentlig by. Derfor er det forbudt at opklæbe plakater og lignende på kabelskabe, transformerstationer, master, husfacader m.m. Plakater må opklæbes på de plakatsøjler, Odense Kommune har opstillet til samme formål.
Regler for benyttelse af plakatsøjlerne
- Kun plakater til kulturelle arrangementer
- Opsætning må tidligst ske 1 uge før arrangementet
- Plakaterne skal sættes pænt op. Lodret opklæbning
- Plakaterne skal være repræsentative
- Kun 1 plakat pr. arrangement pr. søjle
- Opklæbning må kun ske hen over forældede plakater
- Plakatsøjlerne må kun benyttes af godkendte brugere
Det er til en hver tid arrangør, der hæfter for udgifter forbundet med afrensning af ulovligt opsatte plakater i Odense. Link til kort over placering af plakatsøjler i Odense.
Faktura
Faktura for evt. rengøring af Amfiscenen og Amfipladsen samt evt. leje af Magasinet til backstage fremsendes til arrangør umiddelbart efter arrangementet via Odense Kommune.
Kontrakt
Kulturmaskinen fremsender en kontrakt for brug af Amfiscenen. Arrangør returnerer kontrakt genpart i underskrevet stand til: Kulturmaskinen, Farvergården 7, 4., Postboks 1169, 5100 Odense C. Kontrakten er først bindende når Kulturmaskinen har modtaget kontrakt genpart i underskrevet stand samt at Fyns Politi har givet tilladelse til afholdelse af arrangementet. Kontrakten returneres senest 5 arbejdsdage efter modtagelsen.
“BETINGELSER FOR BRUG AF AMFISCENEN” og “AMFISCENEN RUMGITTER MAKS. BELASTNING” er integrerede dele af hovedkontrakten. Arrangør erklærer med sin underskrift på denne kontrakt, at have læst og forstået betingelserne for brug af Amfiscenen og Amfipladsen. Er der forhold i kontrakten som arrangør ikke kan opfylde, skal arrangør aftale evt. ændringer med Magasinet.
Links
Gode link til Odense kommunes hjemmeside vedr. udendørsarrangementer
Disse retningslinjer, og administrationen af Amfiscenen i øvrigt, behandles og godkendes i "Amfisceneudvalget", der er nedsat i henhold til vedtægterne for Grundejerforeningen Brandts Klædefabrik.
Godkendt den 8. februar 2008.
|