Arrangementer i KulturmaskinenKulturmaskinen ønsker at udvikle et samarbejde med arrangører af kulturelle begivenheder i Odense. Kulturmaskinen er som hovedregel et udlejningssted, hvor foreninger og kulturarrangører lejer sig ind i lokalerne og gennemfører offentlige eller lukkede begivenheder.
Skal du booke...
Økonomisk/arrangementsmæssigt samarbejde mellem arrangører og Kulturmaskinen
I visse tilfælde har Kulturmaskinen midler til at gå økonomisk ind i arrangementer. Vejledningen nedenfor angiver retningslinierne for, hvornår dette kan ske.
Vejledning
Kulturmaskinen er en kommunal institution, vores tilskudspolitik følger og afstemmes med By- og Kulturforvaltningens almindelige tilskudspraksis, herunder "Tilskud til musikformål" (Odense Musikudvalg) og fra "Støtte til kultur i Odense kommune".
-
Kulturmaskinen yder kun tilskud til begivenheder der fysisk finder sted i Kulturmaskinen.
-
Som hovedregel går Kulturmaskinen ind som arrangør eller tilskudsyder — frem for splitaftaler med eksterne arrangører
-
Som hovedregel ydes der ikke tilskud til arrangørers fritagelse for betaling af lokaler i KM.
Hvis du har tanker i retning af at lave kulturbegivenheder, der kan få gavn af Kulturmaskinens fysiske faciliteter, og som kræver vores økonomiske medvirken, kan du finde uddybende oplysninger nedenfor. Ønsker du at foreslå et samarbejde om at udvikle en ide er du velkommen til at kontakte kulturkonsulenterne Jimmi Mørup Nielsen (jmni@odense.dk) eller Birgitte Weinberger (bsw@odense.dk) for yderligere informationer.
Fællesprojekter og samarbejder med eksterne arrangører
Kulturmaskinen kan gå ind og deltage i fællesprojekter (Hvor basisøkonomien er forankret i Kulturmaskinen). Eller Kulturmaskinen kan gå ind i et samarbejde med eksterne arrangører der søger om tilskud til en begivenhed (Hvor økonomien er forankret hos den eksterne arrangør, og hvor der skal ligge et budget, beskrivelse af arrangement, samt efterfølgende regnskab som basis for det økonomiske samarbejde. Tilskud ydes til foreninger eller selvejende institutioner.).
Den generelle målsætning er at give mulighed for udvikling af Odenses kreative vækstlag — på tværs af traditionelle genrer og kulturformer. Kulturmaskinen vil som ramme være et naturligt valg for festivals og lignende begivenheder, der går på tværs. Hvor der eksperimenteres, bl.a. med musik, poesi, teater, dans, sang og ny teknologi, men også enkeltbegivenheder af mere eksperimenterende art, kan være en forudsætning for de større begivenheder.
Tiltaget skal være med til at brande Odense, som byen hvor de kulturelle talenter udvikles og hvor publikum kan opleve nyskabende og grænseoverskridende performances. Kulturmaskinen har opnået støtte fra Kunstrådet til særlige honorarstøttede koncerter. Her præsenteres kvalitetsmusik i flere genrer, med et særligt fokus på udvikling og styrkelse af det lokale musikalske vækstlag, bl.a. ved at tilbyde de lokale musikere at spille attraktive koncerter sammen med etablerede kunstnere.
Kulturmaskinen vil understøtte nytænkende og eksperimenterende musikarrangementer, gerne med et bredere kunstnerisk udtryk, og i nye samarbejder på tværs af kunstformer.
Arrangementer i Farvergården
Målsætning er at skabe mulighed for afholdelse af regelmæssige begivenheder, i byens nye unikke byrum, fra de små arrangementer til store, tværgående og eksperimenterende begivenheder, der på markant vis vil placere Farvergården som aktivt byrum i Odense.
Egne arrangementer
Kulturmaskinen skal give odenseanerne nogle nye og anderledes oplevelser. Vi skal tage en risiko på de relevante kulturtilbud, og vi skal binde tværgående kulturformer sammen til helheder —eventuelt udvikle nye former i kraft af vore meget varierede fysiske rammer.
Og så gør det ikke noget hvis vi skaber nye levedygtige traditioner.
|